Monday, June 28, 2021

Anne Hardenberg's letter to Birgitte Gøye, year 1573 or 1574

Source:



Above: Anne Hardenberg, artist unknown.


Above: Birgitte Gøye, artist unknown.

The letter:

Myn a. k. farsøster, gud almetteste wer altiid mett eder och styrke eder mett siin heliig and och naade och were loffued tusiind fold, att ieg formerker y eders skriiffuelse, att dett berres mett eder. Ieg well icke forbye meg mod eder, men well finnes som eders hule barn, saa lenge ieg leffue[r], och icke forgleme ald moderlig huldhed och mangffoldiig welgiernii[n]ger. Mytt bud er komen fraa Københaffn, der ieg senne tiill Peder Oxse om wortt godes, der stor paa Wiingorden, och senner eder nogen breffue, som Pernele Oxse haffuer skreffued eder tiill. Mytt bud er och komen fraa Erick Rosenkrans, hand komer icke. Ieg senner eder noged gultt silke, haffde ieg hafftt mer, skulle y gerne haffue faaed dett. Ieg senner eder nu den piige, ieg loffued eder, ieg haffuer sagtt for hiinne, att hun skall kon bliffue der y vii heller viii wger, men hun skall dog bliiffue saa lenge, som y wiille haffue dett. Ieg wed icke aned, end dett er en god tro piige. Mytt gods er nu komen fraa Skone yn for Brodemusen, och well dett gaa meg hartt for wogen der tiill. Ieg motte huerken faa kalck heller wogenskud. Ieg formerker, att Peder Oxse kom y løffuerdags tiill Gisselffeltt, och forstaar y eders skriiffuelse, att hand y dag komer tiill eder. Myn a. k. farsøster, den almetteste euiig gud hand wnne meg altiid gode tiiden fraa eder och opeholle eder mett lang worend sundhed, och well nu och altiid beffalle eder den euiig gud y wold. Skreffued mandag mett hast.
A. O. M.

Kirsten Bølle's letter to Birgitte Bølle, dated January 25, 1574

Source:


The letter:

Mynn aller kerristhe søster, gud werre allthid huos thig, hannd beuarre thig lennge naadellig och well fraa alltt dett, som thig kand werre skadelligtt ennthenn thill liff eller sell. Ieg will, minn a. k. s., nu for thidenns kortthed skyll lade all thacksigelsze oppe sthaa, menns will dog haffue all søsterllig beuist och alle manngfollig welgernninger vforglemtt y all throhedtt och will, saa lennge ieg leffuer, finndis thinn hulle søster thill att forthiennett mett alltt dett guode, y mynn rinnge macth er, der ieg wed att gørre, der du kanntt werre thiienntt mett, som ieg digh plictig er, och du icke skalt haffue theuill paa, saa lennge ieg leffuer. M. a. k. søster, ieg kannd icke nocksom full skriffue, saa rett fast som mig lenngis effter thig, och saa rett iille ieg er thill friids, for du est saa ille thill pas, herre gud vnnde thig snartt och well att komme thill thinn helbridde igenn for sinn kerre sønns skyll och vnnde os snartt att finndis sunde och hilbrid och y guds frøcth. Och beder ieg thig rettellig gernne, m. a. k. s., førsthe thig stheddis bud, att du willtt da haffue thenn vmage och bydde mig thill, huor thig lider, ieg bliffuer aldrig glad, før ieg hør, huor du est thill pas. Ieg will nu icke lennger bemøde thiig mett thenne mynn welmennthe skriffuelsze och will nu innthett forbydde migh ymud thig, menns du skalltt alle mine dage finnde mig y all hulhed, som thig bør att finnde thin hulle søster. Ieg will hermett nu och allthid haffue thig gud allmecthiste beffallenndis, hannd beuarre thig lennge naadellig och well mett møgenn løcksallighed och wellfartt baade thill liff och sell. Ønnsker ieg minn kerre broder och thig alltthid mannge guode netter, och gud allmecthiste vnnde eder snartt att komme thill ennde mett eders skiffte och vnnde eder sunnde och glade och hilbridtt att komme thill eders hus igenn. Dattum Egholm sanncthe Pouells dag anno 1574.
Kirsthenn Bølle.

Ingeborg Åkesdotter's letter to the Council of Sweden on the promise of Häme Castle (Tavastehus slott), dated November 4, 1505

Source:

http://df.narc.fi/document/5157

The letter:

Myne ödmiwke kerlige hælsse altiidh forsendh med Gudh. Verdigiste verdige fæder, erlige herrer och gode mæn, verdens vele vethe ath jach fiich nw eder scriffuilse alle samfelth, i hwilke i röre, ath jach skulle haffue antwordhet her Folke Gregersson thennæ slotzloffuen Tauestehuss jnnæ för allis eders herredöme. Fformoder jach nær allis eders verdigheter veliæ thet betænckiæ, thaa var thet jckæ annerledis taledh jnnæ for allis eders verdigheter æn ath han skullæ haffue kommith hiit till mik, om then ofridh skullæ haffue lenger stondith mellom the Rysser och thette rigith och varit mik her til hielp och trösth. Jngen slotzloffuen antwordedhæ jach honum och jngen vore eder verdigheter aff mik hæller begærende ath jak skulle honum antwordhæ, vthan then tiidh then erlige gode herre her Swanthe, allis voris kære herre och höffuitzman, eskedhe paa thenne slotzloffue paa Vesteraas, thaa iak honom hennæ [fick?], hwilken then erlige gode herre mik strax igen antwordadhe, med huilken slotzloffue jach vill mik saa erlige beuise och rædelige, ath i skolæ mik tackæ och holle henne till then erlige gode herrens Swerigis rigis forstonderis handh och Suerigis krone thet beste Gudh giffuer mik lycken till. Allis eders herredömæ kwnnæ væll merkæ, ath ther kan icke vara væll twaa herrer oppaa eth sloth, om ther skal staa wæll till. Jach holler mik fulkomlige vedh the ordh then verdigiste fader i Gudh her erkebiscop Jacob i Vpsale mik til sagde jnnæ paa raadith med allis eders herredömis samtycke, och sagdhe han, ath alle the breff och beseglinger, allis eders verdigheter haffue mik giffuith och besegldth, skolæ varde mik aldelis hollen i alle puncther och articler. Saa hopis mich till Gudh och eder alle, ath i jw veliæ holle mik thöm fulth och fasth i allæ motthe, och liither iak ther fulkomlige oppaa. Och effter thet Gudh och allis eders herredöme haffue thet saa skickiith, ath her ær kommen en godh fridh emællom the Rydzer och thette rikith, thaa vill iak med Gudz och then erlige gode herris her Erich Twressons hielp och raadh, effter thet han her i landit saa ner vedh handen ær, thennæ slotzloffue saa erlige holle, ath i skolæ mik tacke och göre then deell fulth och fasth i the motthe, som mik aff ære och rætthe bör ath göre och mijne breff jnnæhollæ. Thy, kæriste verdigiste verdige fæder, erlige herrer och gode mæn, ramer mith besthe och lather mik niwthæ allis eders herredömis opne beseglde breff och rigisins klemmæ. Hopis mich till then alzmectogiste Gudh, ath i jw thet göre viliæ. Och som jach screff allis eders herredöme till i thet anneth mith breff, ath haffde then godhe man her Folke ty (= thaa) kommith hiith, thaa sadhe alth mith folk, ath thet wille haffue haffth orloff och fareth fran mik. Saa sige the æn nw huar i syn stadh. Thy, kære verdige herrer, kunnæ i alle besynnæ hure ther om ær. Allis eders herredöme och verdigheter alzmectigh Gudh befalendis. Raptim ex Tauestehuss feria 3:a inffra octauas omnium sanctorum, meo sub signeto.
Ingeborgh
Akesdotter.

Birgitta Kristersdotter Oxenstierna sells her estates of Vik, Rugnola and Engelsby in Kimito Parish to lawyer Henrik Blitz for 1100 marks, dated August 28, 1505

Source:


The letter:

För allom them thetta breff före komma kann kennes och kungör jagh Birgitta Christiern dotther, thet jagh medh godhann vilia och berodne modhe haffwer såålt och medh retthe köp vplåtit och medh thetta mitt näruarandes öpne breff sääl och vplåther erligh och welborenn mann, her Hindrich Bidz, reddare och lagman i Norfinne lagessagu i Åbo biscopsdömme, alle mine morgonn gåffuor, som ähr Wijkz gårdh i Kimmethe sokn, Ruggenole och Ängelsby ther sammestadz, medh alle sine tillagur och vmägher i woto och torro, närby och fiärren, ingo vndhantagno, som the godz och gårdher nw tilhörer eller aff åldher tilhört haffuer eller och här effther vpspörias kann, huariahandha thet hälst kann wara, för xi(c) marck suenska redhe pänningha, i så gott mynthe at gambla ortiger gick för x päningha och nye ortiger för viij, och xij marck giordhe lijka för en marck lödigh; huilken päninge summa jagh kennes migh redheliga vpburit haffua thenn minste päningh medh thet mera til fulle nöghie, så ath jagh honom alleledis tacker. Ty affhender jagh migh och minom arffuom och allom androm, ehoo the helst äre æller wara kunne, som sigh låter rett haffua til för:de mine morgon gåffuor och godz, som förre scriffuit ståår, och tilägner them för:de her Hindrich Bidz och hans arffuom och efftherkomandom til euerdhelige ägor, giffuandes häredz höffdingenn i samma häredh, ther för:de mine morgongåffuor och godz lijgge, mine fulle macht och befalningh at sköthe och skäla them vndher för:de her Hindrich Bidz och hans arffuom och effterkommandom, effther Sverigis laagh och seduäniæ, til euerdhelige ägo. Skedde thet och, som Gudh förbiudhe, ath thesse godz eller nogot aff them fråån ginge för:de her Hindrich Bidz eller hans arffuom medh nogonn rettgångh, tå beplicter jagh migh och mine arffue, ath vedherläggie för:de her Hindrich och hans arffue sådhane godz igenn eller andra i theres stadh, och i så godhe lägligheet och medh likemykenn rentha och ath wedherläggia honom och hans arffuom allan thenn skadha, hann eller hans arffua kunna ther aff fåå, innen vi weker ther effther, widh min ärhe, sanningh, och godhe christne troo. Till mere wisse och withnesbordh at så i sanninghen ähr, tå bedher jagh wärdug fadher i Gudh, biskop Aruidh i Åbo, Jocep Peerson, fou[g]dhe på Åbo slot, Claas Hindrichsson, lagman i Suderfinne lagsagw, och borgmestere och rådhman i Åbo ath hängia theres incegle nedhenföre thetta breff medh mith egit, huilket giffuit och scriffuit ähr i Åbo anno Domini m d v, die beati Augustini. Item effther at jagh icke sielffuer incigle haffuer, bedher jagh erligh och welborenn man Hindhrich Stenson om sit incigle nedhen för thetta breff etc.

Ingeborg Åkesdotter's letter to Svante Nilsson apologising and explaining why she has not left Häme Castle (Tavastehus slott) to the addressee's courier, Mr. Folke Gregersson (Lilje), and with a request that Svante may keep his promises made to her, dated July 17, 1505

Source:


Myn odmiwkæ kerlige hælssen altiidh forsendh medh Gudh. Kære herræ och brodher her Swante, godhe besönnerligæ wen, teckis eder herredom veliæ vethæ om her Folke Gregersson, thet han kom hiith till landith vedh sancti Johannis tiidh medsommer, och war thet swaa sagth, ath han skullæ haffwe kommijth i winters mik till hielp och trösth, om the Rydzer hadhe veliath giorth nogith argth jn oppaa thennæ landzende. Effter thet han kom icke för æn nw, thaa visthe iak inthet aff hans kommæ för æn han kom paa iij mill nær slottet; thaa screff han mik swaa till i siith breff, ath iak skullæ antwordhæ honom thennæ slotzloffwen Tawestehuss. Kære herræ och broder, effter thet han screff miik swaa till, visthe iak ickæ hwadh iak skulle ther till göre æller sware, och hadhe han icke eder scriffuilse æller the gode herrer rigisins raadz, vthan alle enæ biscop Matsis. Thaa sendhe iak myn fogothe moth honum och sagde honum, ath iak hunnæ jngen slotzloffwen antwordhæ honum effter hans eghen scriffwilsæ; och effter thet ath landith war her Erich Twresson befaleth i eder herredömis franwære, thaa screff iak [honum] ther till honum och begæredhe hans godhæ raadh hwath iak skulle ther till göre. Sedhen hade iak mith folk i borgerestwffwen och lath thöm thette forstaa. Thaa sagde the alle ney och [ath] the icke ville haffwæ twaa husbönder; ville iak honum anname, thaa ville the alle haffwe orloff aff mik. Ty, kere herre och broder, kwnnæ j væll formerkiæ, ath hadhe iak thaa offwergiffuit mith folk, kunnæ iak icke væll forware rigisins sloth som iak hopis till Gudh iak will forwareth till eder herredömis handh och Swerigis rigis kronæ, ath i skolæ mik tackæ. Och her Folkæ haddhe icke mere med sigh æn iiij æller v karle; ther aff kunnæ iak haffwe haffth ganske föghæ hiælp. Och medhen mith budh var hoss her Erich Twresson, drogh her Folkæ syn vegh igen til bake. Thaa screff then godhe herre her Erich Twresson mik till och sagde ath nær han viste segh ware forswareth med the Rydzer, wille han strax giffuæ segh vtoffuer strax offortöffueret till Swerige och thaa thale med eder herredöme och med flere the gode herrer ther om. Effter the gode raadh och hans scriffuilse gaff iak mik till friidz i the motthe. Kære herre och broder, beder iak eder ödmiwkelige, ath i veliæ tencke oppa the ordh och luffte i haffwe mik loffueth och sagth, och tacker iak eder kerlige for eder herredömis gode scriffuilsse i mik seneste tillscriffwe hwgsualendis mik och scriffue, ath i velle hollæ mik alle the ordh och liffthe i mik loffwede och tilsadhæ baadhe i Krogeck och i eder brwdsengh och vethe mith och myne veners bæsthæ och bestondh, till hwilket iak sætter fwlkomlige all mijn lijth. Hwar iak kan vara eder herredöme till veliæ och kerlighet, thet gör iak altiidh gernæ, kennæ Gudh, then iak eder befaler swndh och saligh til ewigh tidh. Snarligen scriffuit paa Kroneborgh torsdagen nesth fore Margarethæ anno Dominj mdquinto, meo sub sigillo.
Jngeborgh Akis dotter.

Queen Margaret of Scotland's letter to her brother King Henry VIII, dated April 27, 1516

Source:

Original letters illustrative of English history, series 1, volume 1, page 129, edited by Henry Ellis, 1825



Above: Margaret Tudor, queen consort of Scotland, artist unknown.


Above: King Henry VIII, painted by Meynnart Wewyck.

The letter:

Derest broder as hartly as I can I recomend me onto you, and let you vyt that yesternyght I cam hyther, soo beyng confortted of you in my jornay in many and soondry wyses that, lovyng be to our Lorde God, I am in ryght good heal, and as joyous of my sayd Jornay towarde you as ony woman may be in commyng to her broder, as I have gret cause, and am moost desirous now to com to your presens and to have sight of your person, in whom next God, is myn oonly trust and confydens: advertissing you derest broder I have reseved thys day a Letter from my soons ambassadors, now at London, which Leter I send on to you heryinne closed, and have adressed on to them myn ansuer severally in twoe sondery lettres, copy wher of I all so sende on to you, that apon notice had of the same it may lyke you to comand whether of the said ye seme besst at your plessur shall be delyverd. And the Holy Trenyte have you my most derest broder in tuycion and governance. At Stony Stretford the xxvij. day of Apryll.
Zour loveng suster
MARGARET.

Unto my derest broder the
King's Grace.

Notes: wit = to know.

advertise = to warn.

Queen Margaret of Scotland's letter to Cardinal Thomas Wolsey, dated September 1515

Source:

Original letters illustrative of English history, series 1, volume 1, page 128, edited by Henry Ellis, 1825



Above: Margaret Tudor, queen consort of Scotland, artist unknown.


Above: Thomas Wolsey, later Cardinal, artist unknown.

The letter:

My lorde Cardinal I comand me hartly to zou, and I am glad to here that ze doo vell, and I have ressauet a letter from you and a nother from my lorde Dakers vher of I beleffe you know the effeyt. Ze vryte to me that sych parssons as he sent for my maters in to Scotland trust to be vell ansuered, and hath sent to me sysch vrytengs as thay sent to hym. But my lorde I am gladar of the tydengs that the Kyngs grace teld me of the Duk of Albane, that he vyl com hyther, vysche I besech God may be trw, but I dred it be not. My lord I thynke ryght longe vyhil I speke vyth you, for next the Kyngs grace my most trust is in you, and you may doo me moste good of any, and I pray you my lorde as soon as any body comes out of Scotland that you vyl send me vorde, for I thynke long tyl I here tydengs. No more: but God have zou in hys kypeng
Zour frend
MARGARET R.

Edel Jensdatter Grib's letter, dated June 24, 1423

Source:

https://diplomatarium.dk/dokument/14230624002

The letter:

Allæ mæn thettæ bref se æller høræ helser iæch Æthlæ Iønsæ dother Hennykæ Bossendale efter leueræ kærleghæ meth guth ♦ Thet scal ether witherlikt wæræ thet iæch hauer solt scøth ok fry oplathet en welboren man Gøthykæ Gryphsøn myn father brother af wapn thæn ræthekheth som mek tel ær fallen af ræth arf æfter myn brother Grubbe ok myn sister Boeld j Rysløf som ær j ager j æng wath ok tywrth æynthæ v[n]nen tageth tel ewynnæleghæ æiæ sculendæ . ♦

Scethæ thet sa thet guth far byvthæ thet thet for:de gooz hanem af gyngæ meth lanz low æller hans arwyngæ tha bynder iæch mek tel meth mynæ arwyngæ ath gyuæ hanem eller hans arwynge to løthygæ mark pennyngæ som gængæ ok geuæ æræ j landet ♦

Tel hwes thyngz wythnæ byrth hænger iæch myt ynsiglæ hær faræ meth gothæ mænz som ær Yngwer Tyghæ søn rathman Matis Karlson ok Yngwer Gulsmeth bymæn j Næstweth ♦

Gyuet æfter wars herres aar thuzendæ fyræ hundrethæ tyvæ panæ thet trethiæ sancte Johannes daw baptiste

Cecilie Jensdatter Uf's letter, dated February 21, 1423

Source:

https://diplomatarium.dk/dokument/14230221001

The letter:

Alle men thettæ breff høræ eller se helser iak frw Ceciliæ Jens Vfs dotthir i Harabyærghe her Hartwik Limbeks efthe løuerne euynnelikæ meth guth ♦ Thet skal alle men vethirlik varæ nu ær sua oc kommeskulendes thet iak skøth ok vnth [hauir] myn døtthir Bothild her Beyns Piks dotthir Knuth Knuthsøns høsfre nu er alt mith godz i Nørræ Hallend i Fyæræ hæreth i Fyæræasa sokn ath thet godz swasom mik fyol til løth i the godz swasom her Beinth Piik køpthe then stund vi bathe hyon waræ som ære i the godz her staar efter neffdhe som er en gard man kaller Kappæ kulle som han køpthe aff her Swarthe Skanigh een howiff gard i Alafoors meth en mølle suasom han køpthe aff Maens Haghe aff wapn til euinnelike eyæ ♦

Item skødhir iak oc meer myn dotthir Bothild skødhir iak al myn rethtukheth oc myn søns Hæneke Limbeks swasom nu er meth mik i fælæ al then rethtukheth som os fyol bathe til for:de Heneke ok mik i rætthir arff som i the godz her standyr efter skreuen som mik fyol til rætthir arff oc myn søn efther myn dotthir Kyirstine Swen Thors høsfræ var som henne fyol til retthen arff efter sins fathirs døth her Beinth Piik guth hans syæl hawe the gods suasom ligghe i Nørre Halland i Fyæræ hæreth i Fyæræasa sakn ♦

Thessæ for:de godz oc rethtukheth thet skodyr iak pa mynæ veyne oc myn søns veyne til evinnelike eyæ fra mik oc alle myne arvingghe thenne for:de brefførere Bothild her Beinth Piiks døththir Knuth Knuthsøns høsfre oc henne arvinghe til evinnelike eyæ ♦

Bindhir iak mik til oc alle mine arvynghe fri oc hemlæ oc orgranth athg[ø]ræ til euynnelikæ eyæ for then storæ rethtukheth som thenne neruarendes brefførere haffthe innæ meth mik bathe for bool pæninghe oc sua oc for annen rethtukheth ♦

In cujus rei testimonium sigillum meum una cum sigillis nobilium virorum videlicet Petri Tuonis aff Vælinghe Ion Iønsøn de Gyslebyærghe Magni Badh legislatoris Lundensis civitatis et Laurencii Piik i Gasævadh presentibus est apensum

Datum Harabyærghe anno domini m° cd° xxiii dominica xle

Cecilie Esgesdatter Bild's letter, dated October 11, 1422

Source:


Alle mend som thettæ breff see høre æller læsæ. kongorer jak Cecil Esgisdater her Tage Nielssøns æfter lefwer at jak wplader min kære søstersøn en ærlik man og biskeden Jos Frøst wapner alt mit ærfgwotz j Morsæ og j Thivth æller j hwar thet legger i Nøriutland. wthen so migæt som jak haf gifwet ok skøth til kirkæ ok closter for min siæl. æller jak haf afhend mek til thenne dag meth alle thæt fornæfnd gwotzes tilliæls. wat ok thirt ynt vntagen til sin nyttæ og gafn atbrwgæ. meth sodan wilkor. at han skal hwert aar skikkæ mek ther aff wthen alle helprædæ j lest korn half tidelig ynnen jwel og half tidelig ynnen poskæ ther nest komer æller hwilt tith han helst kan her forinnen. ♦

Item skal han skikkæ mek hwert aar j fiærdingz tunnæ smør j fiærdingz tunnæ aal hwert aar. j swin hwert aar. og xxx lass tørff og x lass lywng hwert aar tidelig ynnen sanctæ Olufs dag. ♦

Item tilbinder jæk mek ey afhendæ heræfter meer af mit gwotz fræ min arfwinghæ ænd som nu ær afhænd. ♦

Item tilbinder jak mek ey noger ander til min weri atkesæ the hwil jak lefwer wthen for:nd Jos Frost min sostersøn. ♦

Thær øwer tilbinder jak mek thet forsakt gwotz hwilt jak haf meth thettæ breff wplat for:nd Jos Frost min søstersøn ey jgeen kalland skal j min lefæ daghæ. wthen so kan ske. han ekki holder mek som for ær screffen. tha skal jak mit for:nd gwotz wthen thrædæ jgeen athaff. ♦

Giffen ær thettæ breff aar æfter gutz byrd mcdxxij then syndag nest æfter sancti Dionisii dagh vnder mit yndceil. og flere gothe mends til windesbørd som ær her Niels Strogssøn ridder her Hans priær j Dwholm. her Niels Owsøn priær j Øø. her Niels Pederssøn prest j Freslof Henric Magnessøn og Swening Anderssøn wapner ær ♦

Ingveldur Helgadóttir dismisses Abbot Haldór of Helgafell for the value of twelve hundred in Miðjanes, year 1497

Source:

Diplomatarium Islandicum: Íslenzkt Fornbréfasafn, Volume 7, page 332, published by Hið Íslenska Bókmentafélag, Reykjavík, 1903, 1907


The letter:

Þad giore eg Jnguelldur Helgadottur godum monnum kunnugtt med þessu mijnu opnu brefi ad eg medkiennunst. ad eg hefi feingit þau xijc af abotanum Halldore sem hann atti mier ad giallda fyrir partinn j midianesi. sem skilid var j mijnu profenttubrefi þui gief eg adurgreind Jnguelldur Helgadottur Abota Halldor olldungiss kuittañ fyrir þessi tolf kugilldi fyrir mier og mijnum epterkomendum.
Og thil sanninda hier vm̃ et cetera.

With modernised spelling:

Það gjöri ég Ingveldur Helgadóttir góðum mönnum kunnugt með þessu mínu opnu bréfi að ég meðkennust, að ég hefi fengið þau 12.000 af ábótanum Halldóri sem hann átti mér að gjalda fyrir partinn í Miðjanesi, sem skilið var í mínu próventubréfi; því gef ég áðurgreind Ingveldur Helgadóttur Ábóta Halldór öldungis kvittan fyrir þessi tólf kúgildi fyrir mér og mínum eftirkomendum.
Og til sanninda hérum et cetera.

Sólveig Björnsdóttir's will, dated January 17, 1495

Source:

Diplomatarium Islandicum: Íslenzkt Fornbréfasafn, Volume 7, page 242, published by Hið Íslenska Bókmentafélag, Reykjavík, 1903, 1907


The letter:

Skiptabreff Solwegar biornsdottur.
Jn nomine domini amen.
einn gud j heilagri þreningu hann sie vernd min og uardueizla uarygd og uiduorun allra minna uondra uerka og haskasamligra hugreninga badi firir sal og lif ei sidur hjalp min heilsa hallkuæmmi og hugar styrking til allra godra verka. endurbæting. afmaning allra mina misfella og motstadligra mina afbrota. giori ec solueig biornsdotter so fellt testamentum firir minni sal syndugri ei sidur pals jonssonar bonda míns barna ockara og fedgina allra frænda og forelldra gudi til lofs og dyrdar og hans millduztu modur og mey junfru sancti marie æuenliga til oendaligrar hugunar os greindum monnum til oslockuanligrar myskunar og gledi. og ollum kristnum salum. heil at uiti og uizmunum og skyrri skynsemi likamligra vizmuna allra.

J fystu gef ec mic allzualldanda gudi grædara minum j ualld hans haleitu og hialpsamliguztu modur sem er uernd uor og uardveizla og uardhalld vortt og uegr eilifur til lifs himisrikis dyrdar at hun uirdizt at bidia firir mier og berandi mitt bod til sinn sætazta son drottin minn Jesum christum at hann myskunni mier og firirgefi mier allar minar sekter saker og syndir sem ec hefi honum i mot brotid med ord og umlidnar synder til þess framferdis og flutnings er eg bid[i]andi upprettu og rot raduerndinar sancta anna sancte andreum sancti petri sælum þollaki biskupi beatum godemvndvm sancti olaf kong sancte micael eigi sidur minn hallkuæman uardhalldz eingil med ollum odrum himirikis herskap sie bidiandi firir mier til allzualldanda guds at ec mætti fa frid og firirgefning allra minna synda. amen.

J fystu kys ec mier og líkam mínvm legstad inni j kirkiunni a skardi þar sem sancti onnu alltari er þar firir framan en ef þat er ecki giort vm þat ec onduzt þa uil ec huila fram firir uorri fru ef þar finnzt skial til at minn herra biskupinn j skalhollti gefur þar lof til. med sama hætti og skilordi ef ec onduzt j uazfirdi edur holi j bolungarvik gef ec huerri kirkiunni af þessum iij sem ec hefi adur greint og mier under hennar myskunnar fadme kiorit at huila. xx. c. j þarfligu gozi.

Jtem gef ec sonum minum ij og ockrum pals mins er vid eigum ockar j millvm j þessa mina testamentvm giof þorleifi og joni.

Jn primis iordina skard a skardstrond med þessum jordum til greindum. níp. hualgrafir. kross. frackanes. reynekellda. langey. langeyarnes. hnukur. kuenaholl. stackaberg. ormstader. suiney. vigolfstader. uogur. kiallakstader. orrahuoll. galltardalur allar greindar jarder firir. iij. c. hundrada og þar til halft annat hundrad hundrada j kugilldum fridum peningum of friduirdum. flatey. brædratungu. mafahlid og þær fleiri jarder er under hana ligia og so heita lauik. skerdingstader. hlid. tunga. allar þessar jarder firir. iij. c. hundrada og þar med c. kugillda eda kugillda virt.

Jtem j þridiu grein gef ec solueig bionsdottir sonvm minum þolleifi og joni fyrr nefndum j þetta mitt testamentum alla jordina uazfiord er ligur j isafirdi med þeim jordum sem þar under liggia og so heita gioruidalur. eyr. biarnastader. vogur. suansuik. halshus. sueinhus. þufa skalauic. horshlid. botn eyr og hualatur oc allar þessar iarder sem ecki eru eign heilagrar kirkiu j vazfirdi. og ec a sielf hier ut af þa gef ec þeim firir. ij. c. hundrada og þar til. ij. c. hundrada j lausagozi j fridum peningum og friduirdum kugilldum og lausa aurum odrum.

J fiordu deilld gef ec opt greindum sonum minvm hol i bolungaruik med þessum jordum sem þar under ligia og so heita. ij. hlider. tunga. mẏdalur. hanholl. gil. os. tuo hraun. breidabol. kroppstadir. ij. c. hvndrada. og þar til .c. hundrada j uoruuirdu gozi fridu og ofridu med kugilldum.

J fimtu deild gef ec joní palssyni og þolleifi brodur hans iordina ogur j isafirdi med þeim jordum sem þar vnder liggia er so heita. blamyrar. efsti dalr. hrafnabiorg. strandsel. birnustadir. kleifar. borg. hiallar. kalfauik. allar þessar .ij. c. hundrada epter þui sem ec hefi eigandi at ordit pall jonsson bondi minn hefur lagit mier greindan firir iordina as i holltum med þeim iordum sem adur greinir. so se .c. hundrada sem as er dyr til. hier til gef ec ttittnefndum sonum minum stad j adaluik firir .c. hundrada og hier med ogur og adaluik og jordum. þar med attatigir hundrada j lausagozi og þessar jardir til ij nordur j bug j blondudal firir .c. hundrada. hier til ana[m]na ec þeim til eignar bolstadarhlid og eyuindarstadi firir .c. hundrada og þriatigi kugillda þar innbyrdis. þar til furufiav[r]dur og þar til sextan hundrada jord þar til xxx. c. j lausa gozi allt saman firir .c. hundrada. gef ec solueig bionsdottir þessum sonum minum þessar allar adur greindar jarder til fullrar eignar. og frials forrædis. vndan mier og under þa. med öllum þeim gögnum og gædum. hlutum og hlunnendum sem þessum öllum jördum. hefur at fornv og nyv fylgt og ec hefer fremst eigande at ordit. med greindum lausagozum med so felldum skildaga at ec uil sialf hafa bruka og bihallda allt þetta goz jarder oc lausa aura med ollu tilliggilse so leingi sem ec lifi og ec uil fiarforrædi hafa an nokkurs tiltals eda klogunar utan ec uili sialf fyrr af hondum selia eda vid skiliaz epter þui sem þa er minn uili til utan mín kunni fyrr vid at missa. þa skal þetta mitt testamentum obrigduligt þeim frialst og lidugt til nakuæmiligrar nytsemdar og frials forrædis og fullrar eignar og þeirra umbodsmanni logligum til lidugrar attektar þeirra uegna af þeir eru þa ei fulltida menn.

J so mata ef so kan til at bera eda ske firir nockurs konar hindrun omilldra mana eda rofun laganna hins aunars at omiukt myskunarleysi þeirra kann so upp a þa ad falla at þeir megi eigi med nadum niotandi uerda mins biuskaparbandz epter mins herra pauans brefi og hans nad og riettugheit hafur vtgefit upp aa mitt hionaband med fleirvm nytsemdar nada brefum þar vm gior finnazt kunna at þeir megi eigi miner arfar vera þa skulu þessar minar gre[i]ndar giafer snuazt med þeim fleirum giofum og giorningum sem hier epter standa snuazt upp j mina testamentum giof salugiof og tiundargiof og allar þær loggiafir sem kristin retter akuedur at framazt megi giora og gefa epter logum j so mata at ec lysi tiundargiord mína fioritiger. c. hundrada. nema meire finnizt med þui fegialldi sem ec a j austfiordum under audrum monnum og ur þessu gef ec þessum sonum mínum. xx. hundrud hundrada ef þeir uerda ei miner arfar. her til gef ec kirkium. prestum. fatækum felausum bufostum monnum og þeim sem born sin bera a uonaruol attatigir hundrada med þeim. xx. c. sem greiner um kirkiu þa sem ec huili at. hier med gef ec vj. hundrud hundrada laungetnum sonum minum og dætrum vinum og uenzlamonnum med slikri midlan og sundurskipti sem þa skytur gud mier j hug og ec uil giort hafa. hier med gef ek upp allar oreiga skullder. hier med gef ec æuenligt bord herdisi logadottur og gudlaugu sæmundardottur med so felldvm skildaga þott þær deyi gef ec odrum. ij. omogum mat med somu forordi medan þeir lifa at annar sie j uazfirdi og syngi dagliga firir minni sal og pals míns barna ockara fedgina ockara og frænda og forelldra af tolum hueru dag pater noster enn laugar kuelld og firir mariumessu allar mariu salltara so og ei sidur skipa eg at gefizt æuenliga .v. aurar j kosti artidardag minn fatækum monnum þeim sem mest þurfa so leingi sem ockrer frændur hallda þetta goz. hier [med] skipa ec gudnyu bardardottur mat medan hun lifir. bid ec mina epterkomendur erfingia eda umbodsmenn og sierliga pal minn hann samþycki og utgiallde þetta mitt testamentum ef gud gefur ydur at lifa mic badum ockr til fridar og epter komandi til odaudligrar og endalau[s]rar sambudar j hird himerikis uistar. hier med er ec vm bidiandi alla menn at þeir firigefi mier allar minar uondar tilgiorder og serliga mina undirmenn so og er ec umbidiandi alla þa menn sem standa yfer vm minvm grepti at þeir seie mier nockrar godar bænar og so allir þeir sem andlat mitt fretta og nockurn auoxt hafa þegit minna peninga so og skulu þeir allir kuitter sem mitt hafa þegit an heimillda og so þeir sem uid hafa tecit af þeim sem med mitt goz hafa farit. byd ec at þessi min skipun halldizt epter þui sem kristinn rettur og logbokinn juni helldur um allar þær giafir sem j þeim finazt at gefazt megi so framt sem þeir uilia fordazt andliga pinu anars heims og auitan þeirra manna sem þessi litla olmosa er firir gefin. gefst meira en log standa til þa gangi aptur sem tala rennur til. sa þarnizt meir sem meir hefur þegit en onguar onytizt.

Og til sannenda hier vm set ec mitt jncigli firir þetta mitt testamentum bref huert ed skrifat uar a skardi a skardstrond a antoniusmessu um ueturinn arum epter guds burd þusund .iiij. c. ix tigir og .v. ar.

Sólveig Björnsdóttir's letter confessing her many sins, year 1495

Source:

Diplomatarium Islandicum: Íslenzkt Fornbréfasafn, Volume 7, page 238, published by Hið Íslenska Bókmentafélag, Reykjavík, 1903, 1907


The letter:

Jhesus.
Eg syndug manneskia neitar fiandanum i heluite oc ollum hans svikum og syndum. enn eg true á einn gud. faudur og son og helgan anda. og þa heilaga kyrkiu og allt þat sem hún bydur. med þessare sömu tru og ordum gefur eg mig gude skyllduga og hans blezadre módur jungfru sancte maria. og öllum guds heilögum monnum og ydr minn kære skriftafader. fyrer allrar mínar synder. þær sem eg hefr gort. fra þeim fyrsta dege. sem eg kunne synd at göra. og til þessarar stundar. i nidurfellingu guds bodorda. og vangeymslu hans laga og Rettinda. i ástarleyse vid gud og i þeirri óhlýdne er eg hafda vid födur og modur. og vid alla þá. sem mer vildu nockut gott kenna og yfer mig vöru skipader. mer til sáluhialpar. Nu jatar eg þer minn kære fader. at eg hefi synder görvar. i öfund og ofmetnade i lyge og langrækne. i ofbelde og i ofdrambe. i metnade og mikilæte. i ofsa og i jllsku. i bölvan og i oþolinmæde. i ofmikillri margmælge og i sundurlæte. i ofuragirnd og i ojafngirnd. og i mörgum og margfölldum syndsamlegum lifnade. Nú játar eg þer minn kære skriftafader. at eg hefe synder gort allar þær er vondur madur ma misgöra i blote oc i banne. meineidum og i gudhialpareidum. þrifeidum og salareidum. og svarit á alla vegu vid minn gud ranglega. syndir hefir eg gört i tunguskæde. i ofáte og i ofdrykiu. i heipt og i hatre. i bolvan og i bræde. Margt og mikit hefer eg misgört. i auglite mins blezada skapara. andlega og likamlega. vakande og sofande. vitande og ovitande. viliande og óviliande. munande og ómunande. á nott og dege og á hverri stundu mins lifs. so at adrer hafa fallet i synder fyrer minar saker. opt hefer eg vafet mig i annara manna syndum. veit eg allan minn likam aumliga hafa vollit i synda diupe. og i ferlegu saurlife. höfudit hefer opt hallazt til sauruglegrar hvildar. og optliga til mikils efterlætis. augunum hefir eg opt lypt til ferligrar synar. Eyrun hefer eg opt hneigt til hegómlegrar Rædu. munninn og varirnar hefir eg oppt hrært til mikillrar angursemi bæde mer og ödrum. med tungunne hefer eg miklar meinsemder gört. bæde mer og ödrum. og þo sialfre mer mestan sálarhaska. Hendur minar og fætur hefer eg opt fram sett til syndsamlegra verka. og hiartat hefir optlega kveikz til hegomlegrar Rædu. og ohæfilegs haturs. og saurugrar glede. hefer eg opt naudgat natturu til misgörda. og er eg þvi verre enn adrar skepnur þvi þær lifa epter sinne nátturu. enn eg hefe gengit af minni natturu um marga hlute. eg hefe margfalldlega syndgaz. og brotit gude á móte. i siö daudlegum höfudsyndum. sem er ofát og ofdryckia. öfund og ofmetnadr. og rangr peninga dráttur. og i margre ágirne og likamligre lostasemi. bæde vakande og sofande. og á alla vegu. sem madr ma ser med spilla og ecke sidr drygt þa synd likams munadarins. þott eg hafe stödd verit i þeim veikleika kvennlegrar náttúru. sem er fluxum sangvinis. Sidan hefer eg gort i holdtekiu drottins mins ofdirfd og athugaleyse. og ei med so gódum vidrbunade. sem vera atti. og grunat guds þionustu. og leynt syndum efter mer og sagt ej til kennemönnum. idraz ei syndanna. þott eg hafe til sagt. og ei haldit þær skrifter. sem mer hafa settar verit. og pílagrímsferder og önnur gödverk. eda adra þá góda hlute. sem mer hafa settir verit i minar skrifter. haldit illa helgar tider og föstutider. gört mer föstur og helgehald efter minum hugþocka. enn fyrirlitit hitt. sem adr var sett og dæmt af heilögum fedrum. haldit illa heit min vid gud og helga menn. Syndgaz hefer eg i þvi. minn kære fader. at eg hefer eí fylgt daudum til greftrar. ei vitiat siukra manna ne sarra. ei heldur vitiat þeirra. sem i myrkvastofu edr ödrum þröngvingum hafa haldner verit. og ei gört so ölmusu. sem eg skylde og mer bære. verit obænrækin. bædi fyrir mer og ödrum. goldit seint og illa allar minar skuldir. tolla og tiunder. bæde heilögum kirkium og kennemönnum. frændum og fatækum mönnum. So og hefer eg syndgaz i allskonar avinninge og i girne peninganna. goldit seint og illa Testamentum efter födur minn og módr mína. bæde kirkium og kennemönnum. frændum minum og fatækum mönnum. halldit illa guds lög og bodord. þótt þad allt rangt. sem adrer hafa rett til min talat. og synt mig so vilia vera yfer öllum. enn under öngvum. illa hefir eg min börn sidat og tyttat. og latit þaug mörgum óvanda fram fara. og so sialfa mig illa sidat og annat fólk til. þat eg hefer átt med at göra. hvad eg læt mig nu. sem hiartanlegast idra og angra. eg hefer syndgat mig kære fader. i allskonar agirne. og sællife. enn hinn fatæke hefer þarfnaz sinnar hialpar. af minni eigu. borit a mig gull og silfr og alla vega mer volsat og minum likama og minum klædum. sem mér hefer helst i hug komit. hryllt mer og hrosat bæde fyrer konum og köllum. mer til ordlofs og eftermælis. til þess at sem best skylde lítaz á mig. og minn hinn auma likama. oc látit allt efter likamanum. þat sem hann hefer kunnat at beidaz. Eg hefer misgört. minn hiartanlegr fader. v[id] skilningarvitt mins likama. i syn augnanna. heyrn Eyrnanna. ilming nasanna. atekning handanna. og i tilgaungu fótanna. i berging munnsins og i huxan hiartans. og i undanfellingu. x. laga bodorda vors herra Jesu. Eg hefer og syndgaz i undanfellingu sex miskunarverka. hverra gud krefur af huerium kristnum manni á dóma dege. Eg hefer ei klædt nakta. eige fett hungrada. eigi gefit þyrstum at drecka. ei vitiat siukra ne visat vegfarandi mönnum veg. þat allt idkat og elskat. sem bæde gude og godum mönnum hefer mest verit skapraun at. framit þat mart. sem manna sattum eyder. og svo fyrer komit mínum náunga. med ágirni og rangindum. hefir eg verit astlaus bæde fyrer gude og mönnum. fyrer mínum frændum og fatækum mönnum. enn audgat mig med ósóma og allskonar ágirni og hvernin eg hefe fram farit. þat skal nu telia. eg hefe misgört i stygd og stridlæte. i svikum og singirni. í illsku og umleitni og undirhyggiu. i glede og galeyse. i þögu og þriotsku. i sundurgördum og sauryrdum. i beryrdum og bakmælum. og i öllu ordalage illu og ónytu. hefer eg allar þessar synder gort so opt og mörgu sinni. minn kæri fader. at eg kann þat ei ordum inna. eda huganum til at koma. þvi eg hefer bæde gört vakande og sofande  vitande og ovitande. viliande og óviliande. [á] nótt og á dege. og á hverri stundu mins lífs. vil eg nu giarna allra minna synda idraz. heita af at láta. og yfer at bæta. og hverium manni fyrergefa. er misgört hefer vid mig. Játar eg mig svo framarlega sekan og syndugan. sem allsmektugr gud vill mig vera [láta] og vill mig sekan dæma. bidr eg sialfan gud faudr og son og helgan anda nádar og miskunar. og at hann fyrergefe mer allar mínar saker og synder. so at eg mege efter þetta lif audlaz himinrikis glede utan enda. amen.

Gud gefe ydr her med allt gott og þusund marga goda nott. Forlátit mer nú hiarta mitt gott þui þetta er i öngu lage.

[Biarkan . is . ar . naud . stungiñ is. i hef : : s-hi . . . s. H. þ. z. f. er. is. logr. vellande vimr. algróin akr.)

Helga Þórleifsdóttir's letter for Guðni Jónsson, dated May 6, 1482

Source:

Diplomatarium Islandicum: Íslenzkt Fornbréfasafn, Volume 6, page 433, published by Hið Íslenska Bókmentafélag, Reykjavík, 1900, 1904


Helga Þórleifsdóttir sells and gives Guðni Jónsson the land Neðra-Bakki in Langadalur in Kirkjubólssókn for full ownership, and he receives the value of the land.

My 800th post on this blog!

The letter:

Þad Giore Eg Helga ÞorleifsDotter Godum monnum viturligt. ad ec medkiennunst med þessu mijnu opnu Brefe. ad eg hefe sellt og feingid Gudna Jonssyne Jordina Nedra Backa j langadal j kirk[i]u Bolz kirkiusokn til frialz forrædis og fullkomligrar Eignar. vndan mier og mijnum Erfingium. enn vnder Greindañ Gudna og hans Erfingia og Epterkommendur. med ollum þeim Gognum og Giædum sem greindri Jordu fylger og fylgt hefur ad fornu og nyu. og Eg hefe fremst eigande ad ordit. Medkiennest eg adurnefnd Helga Þorleifsdotter ad eg hefe fulla og alla peninga vppborid af optnefndum Gudna Jonssyne fyrer optnefnda Jord Backa. suo sem mier vel anæger. Þuj gef eg þrattnefnd Helga ÞorleifsDotter tijttnefndan Gudna Jonsson kuittañ og akiærulausan fyrer mier og aullum minum Aurfum og Epterkomendum vm þrattnefnda Jord og Jardarverd. Og til sannenda hier vm setta eg mitt Jnsigle fyrer þetta Jardar Bref. er skrifad var j Huamme j Huamssueit vppa Johannis Dag apostulj ante portam Latijnam. þa lidit var fa hingadburd vors herra Jhesu Christi m. cccc. lxxxij.

Ólöf Loptsdóttir's letter confessing her many sins, year 1479

Source:

Diplomatarium Islandicum: Íslenzkt Fornbréfasafn, Volume 6, page 236, published by Hið Íslenska Bókmentafélag, Reykjavík, 1900, 1904


The letter:

Eg aum sek og syndug i augliti almattigs Guds segi þad gudi. hans millduztu modr jungfru sancte marie og öllum guds helgum monnum. og ydr minn andligur fader at eg [aumur kvenman] hefur misgiört j mote guds bodordum j ordum og verkum. j hugrenningum. j nidrfellingum guds bodorda og j vangeymslu hans laga og rettinda. j aastleysi vit gud. og leti godra verka. j astleysi vid gud og oskapligre ohlydni vid minn sæta lausnara födr og modr og alla þa er yfer mig woro skipader mier til saluhialpar. Einkanliga ma eg hrædd vm vera at eg se hörmuliga vafiñ j vij höfudsyndum. þad er at skilia öfund og ofmetnad. reidi. leti godra verka. agirni. ofneyzlu. saurlifi. þar med allar þær rætr og kvislir sem af sierhverri þeirra kunna at renna. ottar mig sarliga hafa snortid. Eg hefer misgert j seinkan jatningarinnar og j gleyming glæpanna og apturhuarfi syndanna. j hetrofi vid sialfañ gud. suo margfalldliga sem afskapliga. at eg fyllda þad sialldañ eda alldri sem eg iatadi gudi j skirn minne og skriptamalum og eigi sidr rauf eg sarliga þau heit sem eg hiet fyrir sialfrar minnar heilsu. huort sem þad var j peningum. föstum. vökum eda bænahalldi edr pilagrimsferd til heilagra stada. Eg hefi misgert j allz hattar vanrækt minnar saluhialpar. þuiat þad gott sem mier var kent las eg skiott og hraparliga afsnidandi fyrir fliotleika saker framburdarins stafinn og orda samstöfurnar. þar med gleymandi ordin full. versin half enn stundum öll.

Hier med ma eg hrædd vm vera at optsinnis hafi eg hörmuliga rangt lesit bædi saker vankunnandi og illvilia at eg villda eigi epter leita huad rett var. og þad syrgiligra at margan dag fellda eg nidr allar minar tider. giördi þar fyrir aunga minning j minu hiarta med nockurri idran edur þeirri astundan at giallda aptur gudi og hans helgum monnum þad er eg gleymdi med eiginligri og vilianligri vanrækt. Hier med geymdi eg sialldan med iafnadi at lesa þær veniuligar bæner sem eg sialf setti mier. suo at laungum let og framar ganga leik og lausung og heimsligan hegóma enn þa góda hlute sem minne salu woro til bata. Eg hefer misgert j bölvan og j brædi. j illyrdum og oþolinmædi vid mina navnga. þui at optliga sturladizt eg af litlu efni med omöguligri misþykt. þar sem til min var talat eitt ord omiukt gallt eg a mot mörg og hædilig med brigslan beiskrar samvizku. typtandi mier undirgefit folk framar med hotun og hardindum vondra orda med grimleiks yfergirnd rangrar afvirdingar helldr enn med miukbærri bæn edr skyllduligri siduendi. raskandi hörmuliga guds hatider med þeirri grein at eg skipadi minum verkmonnum at vinna aa helga tíma. fleckandi og liotliga sialfa mig j þessum gudræka glæp suo at eg skar og saumadi bædi mier og ödrvm. þui veit eg mig sarliga seka vera þessa lagabrotz minna vegna og annara. þuiat eg mun suara eiga fyrir mig og alla þa er syndgazt hafa j fyrrsagdri ohæfu af minni aeggian. Væri sa nock[u]r er j moti mællti sakir gudhrædzlu mínu bodi og skipan hliop eg fram j reidinnar ædi med ferligum fvlyrdum og ofbelldi og geisiligum foradskap og ækefdarfullum heitingum ef hann giördi eigi minn vilia.

Misgert hefi eg minn sæti fader j föstubrigdi haskasamliga. þuiat alldri hellt eg dyggiliga þær skyllduföst[u]r sem mier woro settar og skipadar af kirkiunnar formonnum. enn eg giördi mier föstur epter minum hugþocka. suo backferlada eg þessar og adrar gudligar skipaner at eg framde iafnliga minn vilia j öllum hlutum. enn eg varp mier at baki bodord kennimanna og minna yferboda.

Misgert hefi eg andligur fader j raskan heilags hiuskapar. þuiat eg elskadi sialldan minn eiginn bonda epter gudligu lögmali. verandi optliga j likamligri naaverv vid hann. bædi a helgum tidum og föstutidum. samþyckiandi honum j olofadri sambud a margan haatt sem mier þotti epterlatligaz. og þo eg hefdi j fystu eigi fulla astundan eda vilia til at brigda þeirri samkvomu sem mier er einsliga sett j lögmalinv. þa drozt þad af ockru blidlæti at siduzu j sameiginliga vidreign og holldliga samþægt. Eg hafdi optligar girnd og fyst at fremia þenna hlut med oleyfdum holldsins breyskleika enn tilheyriligri hugsan med gudhrædzlu at geta gudi afspringi sem hann sialfur hefur bodit j rettligum hiuskap. Opt sinnis samteingdumzt eg mínum bonda fra þeim tíma sem eg vnderstód mig hafandi vera at barni og þan[g]at til er eg vard lettari. og ei sídr þadan fra og til þess tima sem eg geck j kirkiu. þuiat þesser timar eru mier bannader af gudi. og allteins gaf eg mier eingan gaum at þuí huat mier hæfdi saker þess heimuleika er eg hafdi til syndarinnar og míns bonda. Eg fiell og optliga j þann fordæmiligan glæp j guds augliti at eg syndgudumzt med mínum bonda þann tima sem eg hafdi blodfallzsott eigi ottandizt at ef j þeirri aflagligri sambud gætum vid barn. yrdi þat annathuort likþraatt eda diöfulodt eda ödrum kynia meinum slegit. og suo margfalldliga saurgada eg mig j fyrsögdum lesti at eg liet mier at baki med gleymingu guds bodorda þa kristiliga jatan er minni saluhialp til heyrdi. glediandizt stund af stundu j astundan þessarar syndar. ........................................................................................................................................................................................................................................................................................................................................................................................................................................................................................................................................................................................................................................................................................................................................................................................................................ . Optsinnis hefer eg styggt og sturlat minn bonda med mörgum asakanarordum beiskrar wlfudar og gefit honum margan tima rangañ grun vm sína radvendi at hann mundi eigi dyggiliga sína æru og tru vid mig hallda. þo at eg hefdi þar einga kynning af vtan goda. og hier fyrir hefer eg honum opt verit ovilianlig. int til þeirra þinga sem hann matti rettliga af mier krefia og eg var skylldbundin honum at veita an öllu torvelldi. verandi honum ohlydiñ j ordum og giördum. suo at eg veitta honum sialldan verduga vegsemd. hafandi vid hann mörgu sinni stygd og stirdlæti. þwst og ofbelldi j hiartanu þo at eg taladi eigi sneijdiligum ordum vid hann alla tima.

Einkanliga hefer eg misgert eigi sidr minn kæri fader at eg hefi optliga j blidlæti verit med adra kallmenn. þad er at skilia j kossum og fadmlögum. glediligum ordum og liettlatum augna tilrenningum. j umspenningum og nak[v]æmri likamanna samkuomv og j atekningum handanna og marghattudum vidvikum þeim er full blida mætti af gerazt. og þo at med gud[s] drottins forsio og þeirri minni astundan at eigi skylldi eg af þess haattar manni saurgazt. og þo at eg hefdi vid sialfa hordomsins framning .............. fri verit. þa hefer eg allt eins af fyrr sögdum blídskap ruglazt med sialfri mier ................................................ og huilik synd mier er þetta. legg eg hana upp under miskunnardom drottins mins og yduart födrligt vmdæmi j guds nafni.

Misgert hefi eg minn kæri fader j allzhattar leti godra verka j ofmiklu ölmusuleysi vid hinn fatæka. suo at sialldan veitti eg þeim mat og klædi edr herbergi omöglandi. helldr hatadi eg optsinnis guds veslinga med mörgum meinyrdum. Suo og þo at eg fretti andlat manna gleymdi eg at bidia fyrir þeim. og þott eg leitadi vid. giörda eg þad skiotliga og oskinsamliga. hier med hefer eg orækiliga bedit fyrir mier og ödrum og sialldan haft þa elsku til guds og manna sem mier hæfdi. helldr elskadi eg leik og lausungu veralldarinnar. þrætr og sundrlyndi. gudhialpareida ut af minum munni sendandi. þar med þrifeida og heilsueida. sveriandi og optliga vid guds módr nafn med suo litilli fyrirhyggiu at stundum veit eg eigi huort eg sver mig rett eda rangt. stundum veit eg mig suarit hafa ranga munneida svo at þui helldr skylldi þad truazt satt vera sem eg hefer fram borit. Einkanliga hefer eg misgiört andligur fader j leidiligri langrækni. þuiat hvat sem mier var misbodit j ordum eda giördum gieck mier alldri vr hiarta saker minnar illzku. hlifda eg eingum j þessum glæp huorki skylldum ne oskylldum nema hellzt módr minni. og þott nockörn tima væri eg glöd og kát vid þa sem giördu j móti mier var eg þo allteins j minu hiarta med gallbe[i]skri astundan hörmuligrar hefndar. þegar eg leiddi til minnis hvat mier þotti fyrr illa. hótandi æ sem tidaz at þar skylldi gialld fyrir koma þa þeim þætti verst vid koma berandi med mier svo sara samvitzku bædi innan kirkiu og utan. og ei sidr þann tíma sem eg tok at mier holld og blod drottins míns ihesu christi þott omakligt væri. Hier med for þad sem enn var haskasamligra at þa er sa geck at mier med litillæti sem mier misbaud og bædi mig fyrirgefningar og eg syndiz hann medtaka med blidum ordum og hryggiligri asionu. var eg j leyndum míns hiarta med angurligri wlfwdar rót. klædandi svo fölska blidu andlitzins med orækiligri reitni hugskotzins. at þegar skylldi hann þui mæta sem mier þotti verr ef hann kynni mig sídar styggia.

Þessa synd hefer eg kæri fader omannligazt fram haft a þann mann sem mier stendr verst. þuiat minn eiginn bondi verdr optsinnis fyrir þeim aruna af mier og geingur su grein til þess at einn tíma sem vid töludum ockar j milli. kom þad j hans ordrædu at hann hefdi nalægr verit minni frændkonu med holldligri sambwd. og þott hann birti mier þetta med einum samt heimuleik og aan nocköri minni atspurn þa hefer þessi hlutr suo mikinn grundvöll j minu briosti til stygdar vid hann at med ordum og einkañliga med þungum þyckiudrætti sialfrar minnar hugar. reñandi laungum af minni hendi su dyggilig og audvelld ast og skylldug elska sem eg atti honum at veita med rettinum þegar eg leiddi til vmhugsanar fyrr sagdan hlut. Hier med hefer eg hann optsinnis grunat vm sama efni til annara kuenna mier skylldra þott eg hefdi þar yfer einga kynning framar enn einfellt hugarbod sialfrar minnar. og þo allt eins hefer þad þungan mata míns lundernis til yfingar vid hann suo at naliga hellt eg þad fyrir satt j minv hiarta. nu med sagdri grein míer kunnungri fyrir hans framburd og eigi sídr fyrir mína grunsemd hefer eg iduliga med hann buit bædi med obrigdanligu hiuskaparbandi og likamligri naveru. þo tidliga med litilli alvöru edr skyllduligri vndervorpning. og huerr og huílík mín sekt meiri [eda] minni er stendr saman j þessu efni. legg eg hana med sinum greinum vnder miskunnarvalld drottins míns ihesu christi og yduart födrligt heilrædi. Hier med hefer eg misgert andligr fadir j ofmikilli gleiming vm þad godz sem eg a eda hefer att j ödrum sueitum edr landsfiordungum huílíkar ölmösur þar af gioraz guds fatækum monnum. og þar um haft litla atfrett þa eg hefer sialf til komit hueriar afveitzlur vordit hafa j minni bruttverv og þott eg hafi grun at smærri hafi ordit enn heyriligt væri. þa hefer eg litla edr einga skipan a giort til umbotar adr enn eg ridi j burt. og ei helldr epterhugsat þann tima sem eg kom heim at gefa fleiri ölmösur af þui godzi sem þa hefer eg milli handa edr adrer med minni skipan. þui ma eg hrædd um vera j guds augliti at guds veslingar þoli og þolat hafi sakir þessa míns gudhrædzluleysis margfallt þrot bædi matar og dryckiar. klæda og herbergia laaus lifs firring einshueria edr heilsution at þeir hafa matt fa fyrr og sídar fyrir mitt ofmikit manndomsleysi vm þetta efni. Vil eg feginsamliga þat allt samt gefa vpp vnder miskunnardóm drottins míns ihesu christi.

Misgiort hefer eg andligr fadir j haskaligri vanrækt minnar hæstu saluhialpar. þuiat eg hefer sialldan med gudhrædzlu edr kristiligri fyst og girnd bergt drottinligum likam og stundum eigi hirdt huort eg hefdi bergt edr eigi holld og blód míns sæta lausnara. helldr svo sem nöckut misgrunandi med efasemd hiartans ofalsada sannleiksins vnderstödu til fullrar syndalausnar j þui gudliga stormerki eilífliga rikiandi vnder asionu brauds og víns at mína sal mundi þad mega taalma fram a eilífa lífs braut þo at eg bergdi eigi. og j adra grein duldizt eg vid at mier mundi þungt og aabyrgdarfullt j guds augliti med huilikum vidbunadi eg leiddi at mínu hiarta helgaztan likama og dyran dreyra lifanda guds. þad heimskliga hugsandi at ogurlig reidi hins rettlatazta domara mundi mig eigi nalgazt mega edr makliga siaa ef eg ein stædi j milli margra annara manna þeirra sem hreinliga vaktadi sínar samvitzkur. med þessum hætti firdiz eg fiarlægdizt mitt hiarta lifanda braud einglanna og burtt skyfdizt af fagnadarfullri nalægd og samvistu heimsins grædara. Enn fylldi fwlan falsaradom diöfulsins og hans eitrligvm teygingum. suo radlausliga reikandi j fyrrgreindu trausti dular og ovitzku stad af stad at sia og heyra margfalldañ ovinarins vondskap. þad till leggiandi af minni mannillzku sem adrer kunnv eda villdu eigi giöra. sediandizt alldri af lausungarfullri flöktan hugskotz og likama. sem þad himintvngi er at þrimligvm arum lidnvm fyllir sína raas og nyar hana þegar aan duöl edr huilld.

Nu veit eg at omilldr daudi verdr endalykt a fyrr sagdri minni reikan. mun eg þa byria adra ras j salina þo at naudigr se. eigi lika helldr skapliga. þad er at skilia bvrt af porthwsi míns relega líkama og fram j syrgilig og þo maklig vmskipti píslanna saker minna synda þær sem mig ottar nu þo at sidla sie at fiandinn muni til elldzneytis geymt hafa minni hörmuligri sal til Hótlausrar bölvanar. nema hinn hæsti gud virdizt sínvm miskunnaraugum til hennar líta j hverium eg set nv feginsamliga alla mína vón. Einkañliga hefer eg misgiört j siniligum stuld og osyniligum. þvi j syniligum at eg hefer optsinnis kugat lítilmagnan med okursamligri fiaar vtheimtan. livgandi suo margan pening inn j minn gard þann sem eg hafdi huorki heimilañ fyrir gialld ne giöf. og þo at eg ætti maala aa nockurs mannz fe fyrir ymisligañ kaupskap milli hans og mín. hafdi eg optliga þann mvn sem mier stod verr. þui at eg heimta mína skulld miklu frekara enn eg vissa sannindi til vera j vnderstödu kaupsins afflettandi suo naunginn sinu godzi med sviksamligum plóg fiandligrar agirni svo hörmuliga sem omannliga at þar fyrir vard hann öreigi og stafkall þolandi hier med hungur og þorsta. kullda og krankleika og at síduztu lífstion og reiduleisi andar og líkama. enn eg hiellt hia mier hans godz og þa skulld sem eg átta honum at giallda. lockandi adra menn med mier at neyta þeirra peninga j kosti og klædum sem eg hefer so sviuirdliga aflat. Hier med fylgdi þad sem enn var hörmuligra at þvrd og minkan a mínv godzi tiadi eg og greindi olatliga saker olmösuleysis vid hinn volada. Enn vöxt og aukan minna peninga sagda eg naudig og þo med falsi og vnderhyggiu þá sialldan er þad vard leggiandi þar vid minn bokareid med mörgum málakrókum at mitt godz væri eigi meira enn eg sagda. Huar fyrir aller tollar og tiunder er eg atti at lwka kirkiu. prestum. biskupum og fatækum monnum voru sialldan edr alldri af mínvm peningvm rettliga lukt. Enn saker míns ofsa og oiafnadar þordi eingi madr mier asakan at gefa. þo at þeir vissi mín rangindi suo afskapliga öflgaz móti guds lögum og heilagra fedra setningu. Enn þui hefer eg misgiort j osyniligum stuld andligr fadir at þeir hlutir sem mier vorv feingner til geymslv edr bediñ at giöra eitthuad wr þeim .. skutladi eg med odygd og afdrætti og umskipti. afhendandi þeim er mier feck minna edr verra enn eg medtók j fystu vefiandi fyrir þeim aptr og fram sem eg kendi eigi iafnklókan mier j brögdum og kyndugskap suo hann trvdi minni sögn. glöddumzt eg omögvliga med sialfri mier af þessari lymsku sem eg hefda rettliga fyrr greindra hluta aflat. J annarri grein sem enn var haskasamligra. at þa er eg var j nöckörum naudum stödd heitandi ymissum hlutum. pilagrimsferdum edr offri til heilagra stada. j föstum og vökum edr bænahalldi. eda aflati einhuerra glæpa þeirra sem minni sálu vóru til eilífs obata þa rauf eg þetta þegar allt samt er er eg komzt vr minum þravngingum. takandi þad aptur under mig med eiginligum illvilia sem eg iatadi gudi og hans helgum monnum. og eigi fañzt mier meira vm þennan gudræka glæp enn eg hefdi daarat minn lika. Optliga hefer eg minn sæti fader stolit frægdinni burt af mörgum manni med gallblandinni bakmælgi. j aleitni og vmlestri þuiat þa leynda hlute sem minn naavngur lagdi vnder mig j truskap. rauf eg litlu sídar med hropligri opinberan. vid aukandi marga hluti illa. med lygiligum falsradum. þa er eg heyrdi giarna adra vmlesturinn frambera. þar med neitadi eg sanna vera þa góda hluti sem madur ber j sialfs síns samvitzku. enn eg kostadi af öllu megni illskunnar at fordrífa og opinbera mannzins goda hluti. og at síduztu snere eg vm goda hluti míns samkristins mannz j þa hluti sem honum yfergaafuzt iduliga j vesta efni epter þui sem eg gat minni illsku fremzt tílkomit. Enn eg sialf var sem annar skröksmadr. likiandi mig goda hluti fremiandi fyrir manna augum. enn eg ottudumzt eigi at reita guds asiónv med svivirdligum og skemdarfullum odaadum. girnandizt at kallazt heilagur af monnum. enn eg var liót og leidilig j guds augliti. Optsinnis fiell eg j greypiliga gudlastañ. þuiat eg eignadi þa hluti gudi sem eigi woru hans. þa er eg sagda med mier hann skapat hafa efni og vndirstödu syndanna. Neitadi eg og diarfliga hans hluti þa vera sem hans vorv. leggiandi hans helgazta nafn vid hegoma hluti med hæsta svardaga.

Enn nu allar fyrr nefndar greiner med sierhuerium articulis legg eg vnder miskunnarvalld drottins míns ihesu christi.

Hier med hefer eg misgiört vitandi og ovitandi. vakandi og sofandi. viliandi og oviliandi a nótt og degi og a huorri stundu. fleiri og meiri eru mínar synder enn eg mega ordum inna edr hug til koma. Enn nu vil eg fegiñ .........

Wednesday, June 2, 2021

Empress Elizabeth Petrovna of Russia's signed letter to Princess Sophia of Anhalt-Zerbst, the future Empress Catherine the Great, written in around 1744 or 1745

Source:

Письма и записки императрицы Елизаветы Петровны к великому князю Петру Федоровичу, великой княгине Екатерине Алексеевне, кабинет-секретарю Ивану Антоновичу Черкасову, С. В. Бутурлиной и разным близким к государыне лицам, 1741-1761 г., published in St. Petersburg, 1867



Above: Elizabeth Petrovna, empress regnant of Russia, painted by Louis Tocqué.


Above: Sophia, princess of Anhalt-Zerbst, future Empress Catherine the Great of Russia, painted by Louis Caravaque.

The letter:

Ваше Высочество, дражайшая моя племянница.
Я весма Вашему Высочеству благодарствую за приятные Ваши мнѣ писаніи. На оное ответомъ до днесъ для того умедлила, что не столко подлинно о состояниі здравия Его Высочества, Великаго Князя, Вам извѣстия подать могла, а нынѣ могу Васъ обнадежить, что он къ радости Нашей, слава Богу, совершенно на нашей сторонѣ, при чем, пожелая Вашему Высочеству добраго здравия с искреннею любовию есмь
Вашего Высочества
благосклоннѣйщая тетка
Елисаветъ.

With modernised spelling:

Ваше Высочество, дражайшая моя племянница.
Я весма Вашему Высочеству благодарствую за приятные Ваши мне писании. На оное ответом до днес для того умелила, что не столько подлинно о состоянии здравия Его Высочества, Великого Князя, Вам известия подать могла, а ныне могу Вас обнадежить, что он к радости Нашей, слава Богу, совершенно на нашей стороне, при чем, пожелая Вашему Высочеству доброго здравия с искреннею любовью есмь
Вашего Высочества
благосклоннейщая тетка
Елисавет.

English translation (my own):

Your Highness, my dearest niece.
I am very grateful to Your Highness for your pleasant writings to me. To this, I was able to answer until the day that I could not so much tell you about the state of health of His Highness, the Grand Duke, but now I can assure you that, to Our joy, thank God, he is completely on our side; and, moreover, wishing Your Highness good health with sincere love, I am
Your Highness's
benevolent aunt
Elisabeth.

"Öfwer Christi Födelse", a poem by Sophia Elisabeth Brenner, year 1713

Source:

Poetiske Dikter 1, Sophia Elisabeth Brenner, 1713



Above: Sophia Elisabeth Brenner, painted by Georg Engelhard Schröder.

The poem:

O Äwig hemlighet / ho wil ho kan utgrunda
Hur Gud kan bli et barn / en Jungfru wara mor /
At den i krubban lägs / på hwilkens makt beror
At wärldsens bygning står / förnufft du måste blunda /
Din hiärna famlar här och fattar ingalunda /
En Gudoms-hemlighet så obegriplig stor;
Men den som fult och fast enfaldigt ordet tror
Ser tröst och siälegagn sig däraf wist tilstunda.
De arma Herdar / få strax JEsu-barnet skåda /
När nya stiernan / först dem wisom måste båda /
Hwad håpp / det nya lius / den hedna-hopen spår /
Uplyste herde-flok / ehr har Gud hållit wärde /
At här om weta mer än alla skriffte-lärde /
Långt mer än Käysaren och hela Rom förstår.

Princess Ulrika Eleonora's letter to the Royal Council, dated March 11, 1711

Source:

Handlingar rörande Skandinaviens historia. Tjugondefemte Delen, Hörbergska Boktryckeriet, 1842



Above: Ulrika Eleonora, painted by David von Krafft.

The letter:

Wälborne herrar Grefvar, Kongl. Maij:ts Samtlige herrar Råd.
Jag hafver bekommit herrar Grefvarnes och Kongl. Rådens til mig afgångne bref i går daterat, uti hvilket dem behagar gifva mig tilkänna, huru de vid öfverseendet af den ifrån Stochholm insände förtekningen på det gull och silfver, hvilket iag til fäderneslandets tienst har låtit på myntet aflefverera, hafva förmärkt åtskillige stycken vara af den beskaffenhet, at de ifrån mit brukande och mina rums zierath eij väl synas kunna umbäras, utan tienligit och nödigt at der vid bibehållas; Fördenskull herrar Grefvarne och Kongl. Råden til mig hemställa att låta på den öfversända upsatsen utmärkia de stycken, som jag i så måtto skulle vilia undantaga, på det de ifrån de öfrige måtte kunne blifva afsöndrade, innan den ytterste anstalt til upsmältningen förfogas. Jag erkänner helt gärna den ömhet, som herrar Grefvarne och Kongl. Råden härutinnan velat mot mig betyga. Men de lära sig påminna, huru jag mig redan långt för detta emot ehn och annan af dem utlåtit, at jag aldeles vore benägen til Hans Maij:ts, Min aldrakäraste Hr. Broders, tienst at uplåta den lilla, som hos mig kunde vara at tilgå, om de det så gott funno, hvarföre jag ock sedermera, uppå herrar Grefvarnes och Kongl. Rådens anmodan, och beweklige föreställande af rikets bedröfvelige tillstånd, och brist på alla nödige medel til dess försvar och beskydd, eij haft betänkiande at gripa til det endaste, som mig antingen genom arff, eller gåfva af kär hand kunnat tilfalla, hvilket, ehuru litet det eliest til ett sådant ändemåhl kan förslå, jag af ett gott hierta låtit affölia. Jag blifver alt stadigt vid samma mening och upsåt, och har til herrar Grefvarne och Kongl. Råden det förtroende, at de, som veta mine vilkor, och i min Aldrakäraste Hr. Broders ställe under dess frånwaro lära draga en välment försorg för mit bästa, eij annars än utaf en twingande nöd blifvit föranlåtne at skrida til det, som skedt är. Hvilket ock mig förorsakar at uti ingen deel återkalla, det jag en gång beslutit, utan lemna altsamman, intet annat undantagit än alenast, om så synes, Silfver Cabinetet, hvars värde efter de tilförordnades egen utsago mehr i arbetet än i materien består, uti Herrar Grefvarnes och Kongl. Rådens händer och fria disposition, och det så mycket häller, som jag eij väl skulle kunna säija, hvad jag deraf egentligen ville för mig bibehålla, varandes mig alt lika kärt, och af lika kär hand kommit, men likväl intet af alt så kärt, som jag icke gärna umbär för min Hr. Broders och dess rikes välfärd och bästa. Gud den högste välsigne så den lilla delen, at den efter min goda mening måtte kunna något tilräckeligit göra vid det, som han är ärnat til, hvilket jag innerligen önskar, och näst uprichtig försäkran om min beständiga särdeles benägenhet och välvilia förblifver städse
Herrar Grefvarnes och Kongl. Rådens
Helt Wäl affectionerade
VLRICA ELEONORE.
Sahla d. 11 Martij
1711.

Lady Anne Spencer (Churchill), Countess of Sunderland's letter to her mother Sarah Churchill, Duchess of Marlborough, dated December 1709

Source:

Private correspondence of Sarah, Duchess of Marlborough: illustrative of the court and times of Queen Anne, volume 1, H. Colburn, London, 1838



Above: Anne Spencer (Churchill), Countess of Sunderland, artist unknown.


Above: Sarah Churchill, painted by Sir Godfrey Kneller.

Anne Spencer, Countess of Sunderland, née Lady Anne Churchill (born February 27, 1683, died April 15, 1716), was an English court official and noblewoman. She held the office of Lady of the Bedchamber to Queen Anne from 1702 to 1712.

The letter:

December, 1709.
I did not thank my dear mama by the post for your two kind letters, because Mr. Hodges was to go to town. When I heard the report mama speaks of, of Mr. Masham's having something given him in the army, I did not think it wrong (as the world is made) for papa to humour the Queen in it; but for the other, I own I hoped it an impossible thing for you ever to be reconciled to such a creature, even if it could do good, but that is impossible; it would, may be, let her do the mischief underhand. I dare say nothing will ever be right, but the removing her; and if that can't be, I hope she will join with the Tories, and not with the Whigs, and then it won't be in their power to ruin all the world when there is a peace.

I should beg your pardon for saying so much out of my mind on your letters, since Lord Sunderland intends to write; but my dear mama's goodness has always given me encouragement.

Sister Mariana Alcoforado's letter to her lover Noël Bouton, Marquis de Chamilly, from "Les Lettres Portugaises" by Gabriel-Joseph de La Vergne, year 1669 (LETTER FICTIONAL, PEOPLE REAL)

Sources:

Les Lettres Portugaises (1669), by Gabriel-Joseph de La Vergne



Above: Sister Mariana Alcoforado.


Above: Noël Bouton, Marquis de Chamilly, painted by François Joseph Heim.

Sister Mariana Alcoforado (born April 22, 1640, died July 28, 1723) was a Portuguese nun living in the convent of the Poor Clares, Convento de Nossa Senhora de Conceição (Convent of Our Lady of the Conception) in Beja, Portugal.

Debate continues as to whether Mariana was the real Portuguese author of the Letters of a Portuguese Nun (Les Lettres Portugaises), comprising five letters. Her purported love affair with the French officer Noël Bouton, Marquis de Chamilly and later Marshal of France, has made Beja famous in literary circles, mainly in Portugal and France.

Some literary scholars consider the letters a fictional work, and their authorship is ascribed to Gabriel-Joseph de Lavergne, comte de Guilleraugues, although a real nun named Mariana Alcoforado is confirmed to have existed.

The letter:

Considere, mon amour, jusqu'à quel excez tu as manqué ne preuoyance. Ah mal-heureux! tu as esté trahy, & tu m'as trahie par des esperances trompeuses. Vne passion sur laquelle tu auois fait tant de projets de plaisirs, ne te cause presentement qu'vn mortel desespoir, qui ne peut estre comparé qu'à la cruauté de l'absence, qui le cause. Quoy? cette absence, à laquelle ma douleur, toute ingenieuse qu'elle est, ne peut donner vn nom assez funeste, me priuera donc pour toûjours de regarder ces yeux, dans lesquels je voyois tãt d'amour, & qui me faisoient connoître des mouemẽs, qui me combloient de joye, qui me tenoient lieu de toutes choses, & qui enfin me suffisoient. Helas! les miens sont priuez de la seule lumiere, qui les animoit, il ne leur reste que des larmes & je ne les ay employez à aucun vsage, qu'à pleurer sans cesse, depuis que j'appris que vous estiez enfin resolu à vn éloignement, qui m'est si insupportable, qu'il me fera mourir un peu de temps. Cependant il me semble que j'ay quelque attachement pour des malheurs, dont vous estes la seule cause: Ie vous ay destiné ma vie aussi-tost que je vous ay veu; & je sens quelque plaisir en vous la sacrifiant. I'enuoye mille fois le jour mes soûpirs vers vous, ils vous cherchent en tous lieux, & ils ne me rapportent pour toute recompense de tant d'inquietudes, qu'vn aduertissement trop sincere, que me dõne ma mauuaise fortune, qui a la cruauté de ne souffrir pas, que je me flatte, & qui me dit à tous momens; Cesse, cesse Mariane infortunée de te consumer vainement: & de chercher vn Amant que tu ne verras iamais; qui a passé les Mers pour te fuir, qui est en France au milieu des plaisirs, qui ne pense pas vn seul moment à tes douleurs, & qui te dispense de tous ces transports, desquels il ne te sçait aucun gré? mais non, je ne puis me resoudre à juger si injurieusement de vous, & je suis ttop interessée à vous justifier: Ie veux point m'imaginer que vous m'auez oubliée. Ne suis-je pas assez malheureuse sans me tourmenter par de faux soupçons? Et pourquoy ferois-je des efforts pour ne me plus souuenir de tous les soins, que vous auez pris de me temoigner de l'amour? I'ay esté si charmée de tous ces soins, que je serois bien ingrate, si je ne vous aymois auec les mesmes emportemens, que ma Passion me donnoit, quand je joüissois des témoignages de la vostre. Comment se peut-il faire que les souuenirs des momens si agreables, soient deuenus si cruels? & faut-il que contre leur nature, ils ne seruent qu'à tyranniser mon cœur? Helas! vostre derniere lettre le reduisit en vn estrange état: il eut des mouuemens si sensibles qu'il fit, ce semble, des efforts, pour se separer de moy, & pour vous aller trouuer: Ie fus si accablée de toutes ces émotions violentes, que je demeuray plus de trois heures abandonnée de tous mes sens: je me défendis de reuenir à vne vie que je dois perdre pour vous: puis que je ne puis la cõseruer pour vous, je reuis enfin, malgré moy la lumiere, je me flatois de sentir que je mourois d'amour; & d'ailleurs j'estois bien-aise de n'estre plus exposée à voir mon cœur déchiré par la douleur de vostre absence. Apres ces accidens, j'ay eu beaucoup de differẽtes indispositions: mais, puis-je jamais estre sans maux, tant que je ne vous verray pas? Ie les supporte cependant sans murmurer, puis qu'ils viennent de vous. Quoy? est-ce là la recompẽse, que vous me donnez, pour vous auoir si tendrement aymé? Mais il n'importe, je suis resoluë à vous adorer toute ma vie, & à ne voir jamais personne; & je vous asseure que vous ferez bien aussi de n'aymer personne. Pourriez vous estre content d'vne Passion moins ardente que la miẽne? Vous trouuerez, peut-estre, plus de beauté (vous m'auez pourtant dit autrefois, que j'estois assez belle) mais vous ne trouuerez jamais tant d'amour, & tout le reste n'est rien. Ne remplissez plus vos lettres de choses inutiles, & ne m'escriuez plus de me souuenir de vous? Ie ne puis vous oublier, & je n'oublie pas aussi, que vous m'auez fait esperer, que vous viẽdriez passer quelque temps auec moy. Helas! pourquoy n'y voulez vous pas passer toute vostre vie? S'il m'estoit possible de sortir de ce malheureux Cloistre, je n'attendrois pas en Portugal l'effet de vos promesses: j'irois, sans garder aucune mesure, vous chercher, vous suiure, & vous aymer par tout le monde: je n'ose me flater que cela puisse estre, je ne veux point nourrir vne esperance, qui me donneroit asseurément quelque plaisir, & je ne veux plus estre sensible qu'aux douleurs. I'auouë cependant que l'occasion, que mon frere m'a donnée de vous escrire, a surpris en moy quelques mouuemens de joye, & qu'elle a suspendu pour vn moment le desespoir, où je suis. Ie vous coniure de me dire, pourquoy vous vous estes attaché à m'enchanter, comme vous auez fait, puisque vous sçauiez bien que vous deuiez m'abandonner? Et pourquoy auez vous esté si acharné à me rendre malheureuse? que ne me laissiez vous en repos dans mon Cloistre? vous auois-ie fait quelque iniure? Mais ie vous demande pardon: ie ne vous impute rien: ie ne suis pas en estat de penser à ma vengeance, & i'accuse seulement la rigueur de mon Destin. Il me semble quen nous separant, il nous a fait tout le mal, que nous pouuiõs craindre; il ne sçauroit separer nos cœurs; l'amour qui est plus puissant que luy, les a vnis pour toute nostre vie. Si vous prenez quelque interest à la mienne, escriuez moy souuent. Ie merite bien que vous preniez quelque soin de m'apprendre l'estat de vostre cœur, & de vostre fortune, sur tout venez, me voir. Adieu, ie ne puis quitter ce papier, il tombera entre vos mains, ie voudrois bien auoir le mesme bon-heur: Helas! insensée que ie suis, ie m'apperçois bien que cela n'est pas possible. Adieu, ie n'en puis plus. Adieu, aymez moy toûjours, & faites moy souffrir encore plus de maux.

With modernised spelling:

Considère, mon amour, jusqu'à quel excès tu as manqué ne prévoyance. Ah! malheureux, tu as été trahi, et tu m'as trahie par des espérances trompeuses. Une passion sur laquelle tu avais fait tant de projets de plaisirs ne te cause présentement qu'un mortel désespoir, qui ne peut être comparé qu'à la cruauté de l'absence qui le cause. Quoi! cette absence, à laquelle ma douleur, toute ingénieuse qu'elle est, ne peut donner un nom assez funeste, me privera donc pour toujours de regarder ces yeux, dans lesquels je voyais tant d'amour, et qui me faisaient connaître des mouvements qui me comblaient de joie, qui me tenaient lieu de toutes choses, et qui enfin me suffisaient. Hélas! les miens sont privés de la seule lumière qui les animait, il ne leur reste que des larmes, et je ne les ai employés à aucun usage qu'à pleurer sans cesse, depuis que j'appris que vous étiez enfin résolu à un éloignement, qui m'est si insupportable qu'il me fera mourir un peu de temps. Cependant il me semble que j'ai quelque attachement pour des malheurs dont vous êtes la seule cause: Je vous ai destiné ma vie aussitôt que je vous ai vu; et je sens quelque plaisir en vous la sacrifiant. J'envoie mille fois le jour mes soupirs vers vous, ils vous cherchent en tous lieux, et ils ne me rapportent pour toute récompense de tant d'inquiétudes qu'un avertissement trop sincère, que me donne ma mauvaise fortune, qui a la cruauté de ne souffrir pas que je me flatte, et qui me dit à tous moments: Cesse, cesse, Mariane infortunée, de te consumer vainement, et de chercher un amant que tu ne verras jamais, qui a passé les mers pour te fuir, qui est en France au milieu des plaisirs, qui ne pense pas un seul moment à tes douleurs, et qui te dispense de tous ces transports, desquels il ne te sait aucun gré? Mais non, je ne puis me résoudre à juger si injurieusement de vous, et je suis ttop intéressée à vous justifier. Je veux point m'imaginer que vous m'avez oubliée. Ne suis-je pas assez malheureuse sans me tourmenter par de faux soupçons? Et pourquoi ferais-je des efforts pour ne me plus souvenir de tous les soins que vous avez pris de me témoigner de l'amour? J'ai été si charmée de tous ces soins, que je serais bien ingrate si je ne vous aimais avec les mêmes emportements que ma passion me donnait quand je jouissais des témoignages de la vôtre. Comment se peut-il faire que les souvenirs des moments si agréables, soient devenus si cruels? et faut-il que contre leur nature ils ne servent qu'à tyranniser mon cœur? Hélas! votre dernière lettre le réduisit en un étrange état: il eut des mouvements si sensibles qu'il fit, ce semble, des efforts pour se séparer de moi et pour vous aller trouver. Je fus si accablée de toutes ces émotions violentes, que je demeurai plus de trois heures abandonnée de tous mes sens. Je me défendis de revenir à une vie que je dois perdre pour vous, puisque je ne puis la conserver pour vous. Je revis enfin, malgré moi, la lumière; je me flattais de sentir que je mourais d'amour; et d'ailleurs j'étais bien aise de n'être plus exposée à voir mon cœur déchiré par la douleur de votre absence. Après ces accidents, j'ai eu beaucoup de différentes indispositions; mais puis-je jamais être sans maux tant que je ne vous verrai pas? Je les supporte cependant sans murmurer, puisqu'ils viennent de vous. Quoi? est-ce là la récompense, que vous me donnez pour vous avoir si tendrement aimé? Mais il n'importe, je suis résolue à vous adorer toute ma vie, et à ne voir jamais personne; et je vous assure que vous ferez bien aussi de n'aimer personne. Pourriez-vous être content d'une passion moins ardente que la mienne? Vous trouverez peut-être plus de beauté (vous m'avez pourtant dit autrefois que j'étais assez belle), mais vous ne trouverez jamais tant d'amour, et tout le reste n'est rien. Ne remplissez plus vos lettres de choses inutiles, et ne m'écrivez plus de me souvenir de vous. Je ne puis vous oublier, et je n'oublie pas aussi, que vous m'avez fait espérer, que vous viendriez passer quelque temps avec moi. Hélas! pourquoi n'y voulez-vous pas passer toute votre vie? S'il m'était possible de sortir de ce malheureux cloître, je n'attendrais pas en Portugal l'effet de vos promesses: j'irais, sans garder aucune mesure, vous chercher, vous suivre, et vous aimer par tout le monde; je n'ose me flatter que cela puisse être, je ne veux point nourrir une espérance qui me donnerait assurément quelque plaisir, et je ne veux plus être sensible qu'aux douleurs. J'avoue cependant que l'occasion que mon frère m'a donnée de vous écrire a surpris en moi quelques mouvements de joie, et qu'elle a suspendu pour un moment le désespoir où je suis. Je vous conjure de me dire pourquoi vous vous êtes attaché à m'enchanter, comme vous avez fait, puisque vous saviez bien que vous deviez m'abandonner? Et pourquoi avez-vous été si acharné à me rendre malheureuse? que ne me laissiez-vous en repos dans mon cloître? Vous avais-je fait quelque injure? Mais je vous demande pardon: je ne vous impute rien; je ne suis pas en état de penser à ma vengeance, et j'accuse seulement la rigueur de mon destin. Il me semble qu'en nous séparant, il nous a fait tout le mal que nous pouvions craindre. Il ne saurait séparer nos cœurs: l'amour qui est plus puissant que lui les a unis pour toute notre vie. Si vous prenez quelque intérêt à la mienne, écrivez-moi souvent. Je mérite bien que vous preniez quelque soin de m'apprendre l'état de votre cœur, et de votre fortune. Surtout venez me voir. Adieu, je ne puis quitter ce papier, il tombera entre vos mains, je voudrais bien avoir le même bonheur. Hélas! insensée que je suis! je m'aperçois bien que cela n'est pas possible. Adieu, je n'en puis plus. Adieu, aimez-moi toujours, et faites-moi souffrir encore plus de maux.

English translation (my own):

Consider, my love, to what excess you have lacked foresight. Ah! unhappy one, you have been betrayed, and you have betrayed me with deceptive hopes. A passion on which you had made so many plans for pleasures now causes you nothing but mortal despair, which can only be compared to the cruelty of the absence which causes it. What! this absence, to which my pain, ingenious as it is, cannot give a sufficiently fatal name, will deprive me forever of looking at those eyes, in which I saw so much love, and which made me know movements which filled me with joy, which took the place of everything for me, and which finally sufficed me. Alas! mine are deprived of the only light which animated them, they only have tears left, and I have used them for no purpose except to cry incessantly, since I learned that you were finally resolved to go away, which is so unbearable to me that it will make me die for a little while. However, it seems to me that I have some attachment for misfortunes of which you are the only cause: I intended my life for you as soon as I saw you; and I feel some pleasure in sacrificing it to you. A thousand times a day I send my sighs to you, they seek you in all places, and they bring me as a reward for so many worries only a too sincere warning, given to me by my bad fortune, which has cruelty not to suffer that I flatter myself, and which says to me at all times: "Cease, cease, unfortunate Mariana, to consume you in vain, and to look for a lover whom you will never see, who has crossed the seas to flee from you, who is in France in the midst of pleasures, who does not think for a single moment of your pains, and who dispenses you from all these transports, for which he is not grateful to you." But no, I cannot bring myself to judge you so insultingly, and I am very interested in justifying you. I do not want to imagine that you have forgotten me. Am I not unhappy enough without tormenting myself with false suspicions? And why should I make an effort not to remember all the care you took to show me love? I was so charmed by all these cares that I would be very ungrateful if I did not love you with the same outbursts that my passion gave me when I enjoyed the testimonies of yours. How is it that the memories of such good times have become so cruel? and must they, against their nature, only serve to tyrannise my heart? Alas! your last letter reduced it to a strange state: it made movements so sensitive that it made, it seems, an effort to separate itself from me and to find you. I was so overwhelmed by all these violent emotions that I remained for more than three hours abandoned of all my senses. I forbade myself to return to a life which I must lose for you, since I cannot keep it for you. I finally saw the light again, in spite of myself; I flattered myself that I felt that I was dying of love; and besides, I was very glad not to be exposed to see my heart torn by the pain of your absence. After these accidents, I had many different ailments; but can I ever be without pain until I see you? However, I endure them without a murmur, since they come from you. What? is that the reward you give me for having loved you so dearly? But it does not matter, I am determined to adore you all my life, and never to see anyone; and I assure you that you will also do well not to love anyone. Could you be happy with a passion less fiery than mine? You might find more beauty (though you once told me I was beautiful enough), but you will never find so much love, and everything else is nothing. Do not fill your letters with unnecessary things, and do not write to me to remember you. I cannot forget you, and I also do not forget that you made me hope that you would come to spend some time with me. Alas! why don't you want to spend your whole life there? If it were possible for me to leave this unfortunate cloister, I would not wait in Portugal for the effect of your promises: I would go, without keeping any measure, to seek you, to follow you, and to love you everywhere; I do not dare to flatter myself that it may be, I do not want to nourish a hope which would certainly give me some pleasure, and I only want to be sensitive to pain. I admit, however, that the opportunity that my brother gave me to write to you surprised some movements of joy in me, and that it suspended for a moment the despair in which I am. I beg you to tell me why you have become attached to enchanting me, as you have done, since you knew very well that you had to abandon me? And why have you been so desperate to make me miserable? why wouldn't you let me rest in my cloister? Did I do you any insult? But I beg your pardon: I am not imputing anything to you; I am in no condition to think of my revenge, and I only accuse the severity of my destiny. It seems to me that by separating us it did us all the harm we could fear. It cannot separate our hearts: the love that is more powerful than it has united them for our whole life. If you take any interest in mine, write to me often. I well deserve that you take some care to inform me of the state of your heart, and of your fortune. Especially come and see me. Farewell, I cannot leave this paper, it will fall into your hands, I would very much like to have the same happiness. Alas! fool that I am! I realise that this is not possible. Farewell, I can't take it anymore. Farewell, love me still, and make me suffer more pain.