Source:
Henriette Wulff the Elder (born September 24, 1804, died September 13, 1858) was a Danish woman born to Rear Admiral Peter Wulff and Hanne Henriette Weinholdt, best known for her friendship and correspondence with the author Hans Christian Andersen. In the following letter she comes off as a bit of a mother figure to him, although they were born just one year apart. Henriette was the eldest of four children and was raised in a rich literary and artistic environment, the influence of which stayed with her all her life. She was tiny, sickly and had a hunched back, and she had also had a strong will, hot temper, blunt honesty and a domineering personality, becoming a frequent traveller and taking over the household after her mother died and her sister Ida got married. Henriette was very close with her brother, Christian Wulff. She travelled to Harzen, Dresden, Italy, Portugal, Sweden, the West Indies and then to America, where Christian died of yellow fever in South Carolina. H. C. Andersen was Henriette's closest friend next to her brother, and their friendship and correspondence continued until she herself died while sailing the Atlantic Ocean in 1858.
The letter:
Søe Cadet-Academiet den 10d Maj 1823 —
gode Andersen!
Det fornøyer mig at Deres Reise til det kiere Hiem, var saa tilfredsstillende for Dem; jeg kan begribe hvilken Glæde for Deres gamle Moder, efter saa lang en adskillelse, at see Dem igien; men De skriver hende vel til en gang imellem saa at hun stedse kan være rolig for, at De er frisk, har det godt, er flittig, og opfylder den første og helligste Pligt i Livet, som er næst Gud! mod vore Forældre. — vi leve her ret vel, vi ere friske, men forknyttes af Kulden og det ublide Foraar som standser den hele Natur i sin skiønne udvikling, standser enhver Spire i sin fremvæxt, som til Høsten kan bringe sørgelige Følger. — paa Fredag gaaer min Mand til Søes med Cadet-Skibet, tager begge mine Sønner med og bliver borte i 6 Uger, saa vi en [den] Tiid faaer det meget eensomt — til Hundedagene faaer De altsaa Ferie og kommer her ind? det vil ret glæde os at see Dem, og høre hvorvidt De er avanceret — bliv stedse ved, gode Andersen at Ære og følge Deres Værdige Rectors og gode Læreres Raad og ieg haaber vist, det vil gaae Dem vel; — Oehlenschlägers Roman er endnu ikke færdig, men De skal være, en deraf: ganske vis, han erindrer meget godt at have lovet Dem den, Selv, er ieg lit forlegen, gode Andersen! med de Bøger ieg paa en Maade har lovet Dem, thi ieg veed ikke hvad det skal være; thi, efter mit princip, maae De ikke læse for meget uden hvad der hører til Skolen, thi hvad man bygger, maae bygges paa en god Grund om det skal bestaae — og ieg troer, min gode Andersen! De veed io ieg mener det ærligt — ieg er bange De alt har læst for meget, som De ikke selv har vist at ligge rigtig hver paa sin hylde; nu maae alt dette ordnes, og dertil maae De selv bidrage, med roligt overlæg, Eftertanke — ikke al for megen næring for Phantasien, før den har faaet prosaisk Styrke nok til at holde Phan[ta]sien i tømme, ellers løber den lybsk, og deraf kan følge mange ulykker af slig Galskab — og Derimod, naar De med sindighed og modenhed Danner Deres Forstand og dyrker Kundskaberne, da kan Phantasien skienke Dem glæde og Hæder. Men Den er ikke til at misbruge — vogt Dem derfor, kiere Andersen, denne misbrug har giort mange, unge og gamle latterlig, og bland andet galt [det] ogsaa det, hvad man maae vogte sig for — De er dog ikke bleved Kied af min lange Moral, gode Andersen, Den er saa velmeent som en Moders til sin Søn — og saaledes troer ieg De modtager det. —
Min hele Familie hilser Dem[;] vi forene alle vore bedte ønsker for Dem. —
Henriette Wulff.
With modernised spelling:
Søkadetkademiet den 10d maj 1823 —
Gode Andersen!
Det fornøjer mig at Deres rejse til det kære hjem, var så tilfredsstillende for Dem; jeg kan begribe hvilken glæde for Deres gamle moder, efter så lang en adskillelse, at se Dem igen; men De skriver hende vel til en gang imellem så at hun stedse kan være rolig for, at De er frisk, har det godt, er flittig, og opfylder den første og helligste pligt i livet, som er næst Gud! mod vore forældre. — Vi leve her ret vel, vi ere friske, men forknyttes af kulden og det ublide forår som standser den hele natur i sin skønne udvikling, standser enhver spire i sin fremvækst, som til høsten kan bringe sørgelige følger. — på fredag går min mand til søs med kadetskibet, tager begge mine sønner med og bliver borte i 6 uger, så vi en tid får det meget ensomt — til hundedagene får De altså ferie og kommer herind? Det vil ret glæde os at se Dem, og høre hvorvidt De er avanceret — bliv stedse ved, gode Andersen at ære og følge Deres værdige rektors og gode læreres råd og jeg håber vist, det vil gå Dem vel; — Oehlenschlägers roman er endnu ikke færdig, men De skal være, en deraf: ganske vis, han erindrer meget godt at have lovet Dem den, selv, er jeg lidt forlegen, gode Andersen! med de bøger jeg på en måde har lovet Dem, thi jeg ved ikke hvad det skal være; thi, efter mit princip, må De ikke læse for meget uden hvad der hører til skolen, thi hvad man bygger, må bygges på en god grund om det skal bestå — og jeg tror, min gode Andersen! De ved jo jeg mener det ærligt — jeg er bange De alt har læst for meget, som De ikke selv har vist at ligge rigtig hver på sin hylde; nu må alt dette ordnes, og dertil må De selv bidrage, med roligt overlæg, eftertanke — ikke al for megen næring for fantasien, før den har fået prosaisk styrke nok til at holde fantasien i tømme, ellers løber den lybsk, og deraf kan følge mange ulykker af slig galskab — og derimod, når De med sindighed og modenhed danner Deres forstand og dyrker kundskaberne, da kan fantasien skænke Dem glæde og hæder. Men Den er ikke til at misbruge — vogt Dem derfor, kære Andersen, denne misbrug har gjort mange, unge og gamle latterlig, og blandt andet galt også det, hvad man må vogte sig for — De er dog ikke blevet ked af min lange moral, gode Andersen, den er så velment som en moders til sin søn — og således tror jeg De modtager det. —
Min hele familie hilser Dem; vi forene alle vore bedste ønsker for Dem. —
Henriette Wulff.
English translation (my own):
Sea Cadet Academy, 10th May, 1823.
Good Andersen!
I am glad that your journey to your dear home was so satisfying for you; I can comprehend what a joy it was for your old mother, after so long a separation, to see you again; but you probably write her once in a while so that she can always be sure that you are healthy, well, diligent, and fulfilling the first and most sacred duty in life, which is, next to God, to our parents. — We live here quite well, we are healthy, but connected by the cold and the unpleasant spring which stops the whole nature in its beautiful development, stops every sprout in its emergence, which to autumn can bring sad consequences. — On Friday my husband goes to sea with the cadet ship, takes both my sons with him and is away for 6 weeks, so for a while we shall get very lonely — so for the dog days can you get a holiday and come here? We will be quite happy to see you, and hear whether you are advanced — keep up the good work and honour, Andersen and follow the advice of your worthy principal and good teachers, and I hope it will go well for you. Oehlenschläger's novel is not yet finished, but you must be, one thereof: indeed, he remembers very well having promised it to you. I am a little bashful, good Andersen, with the books I have promised you in a way, for I do not know what it will be; for, according to my principle, you must not read too much without what belongs to the school, for what one builds must be built on a good foundation if it is to survive — and I think, my good Andersen, you know I mean it honestly — I am afraid you have read too much, which you yourself have not shown to be really each on its own shelf; now all this must be arranged, and to this you must contribute, with calm deliberation and reflection — not too much nourishment for the imagination, until it has gained enough prosaic strength to keep imagination in check, otherwise it runs sluggishly, and from that may follow many accidents of such madness; — and on the contrary, when you with sanity and maturity form your mind and cultivate knowledge, then can imagination give you joy and honour. But it is not to be abused — beware therefore, dear Andersen, this abuse has made many, young and old, ridiculous, and, among other things, also madness, which one must beware of. — You have surely not been upset by my long moralising, good Andersen, it is as well-meaning as a mother's advice to her son — and thus I believe you receive it. —
My whole family greets you, and we are all united in our best wishes for you.
Henriette Wulff.
No comments:
Post a Comment